JULETRÆER UDGØR I dag en milliardindustri. Som landmand kan der være god grund til i disse år at skele til økologisk juletræsproduktion. Det mener Marianne Bols, indehaver af det internationale juletræskoncept Fair Trees.
Siden 2010 har juletræsfrøene fra Fair Trees også haft økomærke, og såvel Fair Trade som økologi er i vækst.
– Vi ser et stadig voksende marked for juletræer, hvor bæredygtighed og miljøhensyn er en del af træets historie. Både i Danmark og internationalt efterspørger forbrugerne juletræer med et økologisk stempel, siger Marianne Bols, der også er konsulent for økologiske juletræsproducenter til magasinet ØKOLOGI.
Store europæiske markeder
Det er blandt andet udviklingen på det danske og tyske marked, som får den økologiske optimisme til at spire på Fair Trees-planteskolen ved Brædstrup i Midtjylland.
– Produktion af økologiske juletræer er en investeringsmulighed. Sammenlignet med andre afgrøder går der flere år, før der er afkast. Men når træerne efter cirka fire år er 1 meter høje, kan du begynde salget. På den måde er du forholdsvis hurtigt i gang med markedet, siger Marianne Bols, der også fremhæver det miljøargument ved juletræsdyrkning, at det binder CO2.
Det tyske marked er i særdeleshed interessant for danske juletræsproducenter, som vil producere økologisk. Hvert år sælges der 22-25 millioner Nordmannsgran i Tyskland. I Danmark produceres 12 millioner juletræer om året, hvor de 10 millioner går til eksport – primært til Tyskland.
– Det tyske marked har en volumen, som gør det attraktivt og danske juletræer er allerede på det tyske marked. Derudover ser vi i Tyskland – ligesom i Danmark – et fortsat voksende salg af økologiske produkter, siger Marianne Bols.
Nemt at komme i gang
Derfor håber Marianne Bols også, at flere danske landmænd vælger at kaste sig over økologisk juletræsproduktion. Økologisk Landsforening gør opmærksom på de særlige regler for økologisk juletræsdyrkning:
– Det er vigtigt at huske, at juletræer, som er plantede, ikke kan blive økologiske. Juletræerne skal etableres på en mark, som er under omlægning eller er omlagt til økologisk jordbrug, siger Lars Lambertsen, økologikonsulent, Økologisk Landsforening.