Energipoppel

Økologisk juletræsproduktion i fremdrift i Danmark

Udgivet 17. april 2018

Marianne Bols, formand for Økologisk Juletræsforening, glæder sig over, at interessen er stigende for økologisk juletræsproduktion, og opfordrer flere til at komme med i foreningen.

AF HENRIETTE LEMVIG

Interessen for økologiske juletræer er, ifølge formand for Økologisk Juletræsforening Marianne Bols, stigende.
– Både fra forbrugerne og producenternes side oplever vi stigende interesse, siger hun og forklarer, at det først er nu, at det er blevet muligt at få småplanter, da de tager tre år at udvikle.
– Men nu er det bare med at komme i gang, hvis man har den mindste smule interesse for det, lyder det fra formanden, der ikke finder det nær så problemfyldt at dyrke økologiske juletræer, som hun til tider synes, at det bliver gjort til.
– Jeg vil gå så langt som til at sige, at det blot er myter, at økologiske juletræer skulle blive angrebet uhelbredeligt af lus, og at juletræerne ikke opnår en tilstrækkelig grøn farve på grund af gødningsmangel.
Marianne Bols fremhæver hurtigt kvaliteten af frø og småplanter.
– Det er vigtigt, at det materiale, man starter ud med, er af en ordentlig herkomst og dermed salgskvalitet senere i processen. Er dette udgangspunkt i orden, så er det blot et spørgsmål om at passe ju- letræerne korrekt.

Stor biodiversitet

Juletræernes mørkegrønne farve opnås nemt via organisk gødning. Selvom træerne er økologiske, er det ifølge Marianne Bols stadig tilladt at gødske, blot med organisk gødning. Der skal blot være tale om eksempelvis hønsemøg af mærket Binadan naturgødning eller andet tilpasset materiale.

Ligeledes har producenterne ikke de store problemer med luseangreb i træerne.

– Kommer der lus, vil der typisk være få lusereder inde i plantagen. Og der gør vi blot det, at vi fjerner de træer, der er angrebet, og dermed forhindrer videre spredning, siger Marianne Bols, og henviser til den større biodiversitet, der ses i økologiske produktioner.

– Vi har en stor biodiversitet og for eksempel en del mariehøns, der spiser lusene. Så vi er godt hjulpet af naturen, siger hun.

Jorden skal holdes sort

Det helt afgørende element i økologisk juletræsproduktion er at holde jorden sort efter etablering.

– Når jeg bliver spurgt om, hvorvidt det ikke er meget dyrere og langt mere krævende at være økologisk juletræsproducent, svarer jeg ofte, at det er et spørgsmål om rettidig omhu.

– Men selvfølgelig skal der investeres i flere arbejdstimer, og dermed er det også dyrere at producere et økologisk juletræ. Det er vigtigt, at man kommer i marken, og er ude og køre tidligt i fast rutefart mellem rækkerne.

– Alternativt kan man lægge et biologisk græstæppe eller kokosmåtter, der langsomt forgår, for at modvirke ukrudt. Det er helt op til temperament.

– Men selvfølgelig kræver det flere mandetimer at dyrke økologisk. Sådan er det. Til gengæld får vi så en højere afregningspris, og producenterne tilbyder kun èn kvalitetsgraduering i forhold til de konventionelt dyrkede, der typisk mærkes op i mange sorteringer, hvilket ofte ikke er i producentens favør, siger Marianne Bols.

Gradueret efter størrelse

Afregningsprisen var i 2017 250 kroner pr. løbende meter økologisk juletræ, og kvalitetsgradueringen sorterer alene op i størrelse i centimeter.

– Som økologisk juletræsproducent er vi så utroligt privilegerede, at vi alene graduerer juletræerne efter størrelse.

Som konventionel producent bliver du ofte tvunget til at mærke op i flere sorteringer, siger Marianne Bols.

– De kunder, der ønsker et økologisk juletræ, har nok også en lidt anderledes indstilling til naturtræet, end øvrige kunder, siger Marianne Bols, og henviser til, at indstillingen hos hendes kunder langt mere er på, at juletræet er produceret forsvarligt, og at frøindsamlingen, der foregår i Georgien, er under forsvarlige forhold, frem for om toppen kan være en smule skæv.

– Det er et fint fokus, og det glæder mig, at vi kan se en positiv udvikling i, at der kommer flere af den slags kunder. Også i udlandet, siger Marianne Bols.

Eksportmulighederne er især lovende til Schweiz og Tyskland, vurderer hun.

Se artiklen som PDF her.