Kogleri (se artiklen på tysk og med billeder her: Oh Tannenbaum )
For vores juletræer risikerer. Den 19 årige Giorgi høster
georgiske kogleplukkere deres liv kogler på en 20 meter høj
Et besøg i skoven. nordmannsgran.
”Den første skål er for Vorherre, for alt, hvad der sker i Georgien, er Guds vilje.
Ivanes slægtninge, venner og naboer er samlet om et langt bord med kogt oksekød, kålsalat, dampede svampe og grønsager. Kvinderne er i sort og holder sig i baggrunden, mændene står omkring bordet, og glassene er fyldte med sød vin. Ivanes fætter Zura, som har overtaget rollen som bordformand, tager ordet.
”Vi skal aldrig klage over der, der er sket”, siger han med fast stemme, som vibrerer af hele den patos, som hører til en georgisk skål, men også af alkohol og sorgen, som denne aften ligger over Glola, en lille landsby i bjergene nogle få kilometer fra den russiske grænse.
Mindehøjtidelighed for Ivane Kharebashvili, tidligere lærer, fysiker og matematiker og indimellem også politibetjent, inden han fandt ud af, at han ikke brød sig om dette job. Ivane, som blev tilbage i Glola da brødrene var flyttet, giftede sig med lærerinden, som han havde tre døtre med. Et godt menneske, fortæller de fleste, som ville gøre to drenge fra nabolaget en tjeneste og faldt ned fra et træ. Han blev 54 år gammel.
”For Gud”, mumler mændene og tømmer glassene i ét drag. Ivane ville samle kogler – hvad ellers?
Det er snart jul, og snart går fædrene i Tyskland med deres børn rundt foran supermarkederne. Uanset, om træet er slankt og højt eller bredt, nordmannsgranen er det mest populære juletræ. Det anses for at være velformet. Dens bliver længe siddende på grenene, og desuden stikker de næsten ikke. Navnet har de tyske børns yndlingstræ efter den finske botaniker Alexander von Nordmann, som opdagede grantræet i 1800-tallet i Kaukasus. Dér vokser det den dag i dag – særlig hyppigt i Georgien, en tidligere sovjetisk delrepublik – som er på størrelse med Bayern og næsten fuldstændig dækket af skovklædte bjerge.
Op til 90% af de juletræer, der sælges i Vesteuropa, stammer fra det lille land mellem Sortehavet og det Kaspiske Hav, og ca. halvdelen af alle juletræer, som sælges i Tyskland, hang engang som kogler på et grantræ rundt omkring den lille provinsby, Ambrolauri. Ambrolauri ligger i Radja, en af de fattigste regioner i Georgien, som er blevet kendt som proveniens for nordmannsgraner og anses for at være den bedste kvalitet på markedet.
Med juletræer realiseres alene i Tyskland 700 mio. euro omsætning pr år. I hele Europa er det omkring 2 mia. For at høste koglerne klatrer georgiske sæsonarbejdere i september op i toppen på de op til 30 meter høje træer. En 2,5 meter høj nordmannsgran koster på et tysk julemarkedet omkring 60 euro. Den normale pris, en plukker får for et kilo kogler i Ambrolauri: 20 cent.
Bag huset vokser frugttræer bag høje murer. Fra lysthusets bladhang hænger vindruer ned. Snesevis af tomatplanter bærer fuldmodne frugter. Ved siden af huset skraber høns i en indhegning, og der er også en ko. Ved første øjekast forekommer fattigdommen i mange dele af Georgien som en idyl, men det er ren og skær nød, som får Ana og mange andre georgiere til at dyrke grønsager for at kunne forsyne sig selv. Den 53-årige, som ikke ønsker at røbe sit efternavn, er overhovedet af en plukkerfamilie, hvis historie handler meget om erhvervets skyggesider, men også om dets chancer.
Inden hun taler med os bag lukkede døre og nedrullede gardiner, skal hun lige ringe til sin aftager. Der findes folk i omegnen, som ikke bryder sig om, når der snakkes for meget om koglerne og om omstændighederne, som de høstes under. Men så taler Ana alligevel om Tora, sin ægtemand, far til hendes tre børn, som døde ved et uheld under koglehøsten. ”Toppen af træet knækkede”, fortæller enken. ”Dengang var der ingen, som brugte sikkerhedsudstyr. Det var ikke hans skyld.” 5-6 dødsfald af denne art er dokumenteret. De fleste ulykker sker, fordi samlerne hopper fra trætop til trætop i stedet for møjsommeligt at klatre ned og op igen. Nogle gange er det også simpelthen en gren, der knækker.
Det er 10 år siden, at Anas mand styrtede ned fra et træ, og fordi hun skal forsørge familien, er hun gået ind i kogleforretningen. I dag arbejder hun som mellemhandlerske og har selv nogle plukkere. På trods af sin skæbne betragter hun koglerne som en velsignelse. ”Vi lever hele året af min mors pension på 90 Lari, jeg har mine grønsager, vinen og koen”. Hendes datter Maia, som bor i samme hus, tjener 150 Lari i et job hos et parti. Omregnet er det 65 Euro. I løbet af de få ugers koglehøst i 2010 tjente Ana godt 1500 Euro – mere, end hele familien ellers havde tjent på et helt år.
Stolt fremviser hun sit badeværelse med pæne kakler. Hun har stadig gæld efter ombygningen. ”Pengene for koglerne i år var beregnet til en ny vaskemaskine”, siger hun og ler bittert, ”men i år bliver der nok ikke nogen høst.”
Nogle gange er det nok med sen frost, eller der er noget andet, som går galt omkring blomstringen i forsommeren. Det er i hvert fald en kendsgerning, at træerne omkring Ambrolauri med nogle års mellemrum næsten ikke bærer kogler. ”Og de få kogler er af ringe kvalitet eller befængt med utøj”, forklarer Per Tolshave, en stor dansker, der i flere år har overvåget høsten for det danske firma Bols
Grantræ:
Juletræer er dyre, men kogleplukkerne tjener næsten ikke noget på dem.
Koglen: Mellem 13-22 cent får en plukker for 1 kg kogler.
Frø: For et kg frø = 10 kg kogler betaler planteskolerne 80-110 euro.
Stikling: 1 kg frø giver 4000 stiklinger. Pris pr. stk. 44-70 cent.
Træet: 20-22 euro pr. meter koster nordmannsgranen i detailleddet.
”Vi vil afgjort ikke kunne høste i vores sektioner”, siger træ- og skoveksperten. ”Men vi har frø nok fra sidste år på køl.” Hvorfor er han kommet til Georgien? ”Det var, hvad de andre gjorde. Vi kan ikke tillade os, at der kommer kogler fra ikke-licenserede områder i omløb og bliver solgt under falsk varemærke.”
En håndfuld danske og tyske firmaer har delt forretningen med frø fra koglerne imellem sig. Nogle har allerede været med i Sovjettiden. Det er en lang vej fra Kaukasus til julemarkedet. Koglerne skal tørres, frøene skal tages ud og køres hurtigt og helst i kølebiler til Europa. Her dyrkes der ungplanter, som i løbet af 7-10 år i planteskoler vokser sig store til salgbare juletræer. Men allerede de ca. 20 ton nordmannsfrø, som i et normalt høstår eksporteres fra Georgien, repræsenterer en enorm profit. Et kilo koster omkring 100 euro. Det er mere end 50 gange så meget, som kogleplukkerne i Ambrolauri i gennemsnittet får for en tilsvarende mængde kogler.
Også den georgiske regering er begyndt at tjene på det. For 2 år siden blev der holdt auktion over høstlicenser for flere millioner euro for de vigtigste skovsektioner omkring Ambrolauri. Auktionen har ikke medført, at forholdet mellem de enkelte virksomheder og landsbyboerne omkring Ambrolauri blev mere afslappet.
”Regionen omkring Ambrolauri er velsignet med koglerne. Vi havde alle sammen råd til at betale lidt af vores fortjeneste tilbage”, siger Marianna Bols, for hvis firma skovmanden Tolshave arbejder. Og selv om andre firmaer bebrejder hende, at hun kun driver markedsføring, så opfylder mærket ”Fairtrees”, som Bols bruger ved salg af deres egne frø og ungplanter, internationale Fairtrade-standarder. Marianne Bols fortæller, at hun betaler det mangedobbelte af den normale pris på stedet for koglerne, og at man i de seneste år har tegnet en sygeforsikring til ca. 600 elever i landsbyerne rundt om Ambrolauri. Desuden var Bols den første virksomhed, som i sine høstsektioner insisterede på at anvende sikkerhedsudstyr.
Mellem nordmannsgranernes stammer falder sollyset i striber gennem det tætte bladhang. Som spotlights danser lyse plette på mosset. ”Vi er for stolte. Vi vil være stærke og modige”, siger Zhana Babunashvili, som arbejder for en hjælpeorganisation i Ambrolauri. De klatrer hellere uden reb op i et 30 meter højt træ end at indrømme, at de har brug for hjælp. Zhana tager med os ud i skoven, hvor vi har en aftale med Giorgi, Anas 19-årige søn. Han vil på trods af den dårlige sæson gå på koglejagt.
Giorgi bærer jeans, gummisko og en slidt ulden sweater. Hans sikkerhedsudstyr: et par arbejdshandsker. Han sætter en gren skråt op ad den første stamme som en slags stige, så trækker han vejret dybt, tager om granen og kæmper sig op på de nederste grene. Han tager fat helt tæt ved stammen for at de ikke skal knække.
Under første del af opstigningen ser han ikke noget, men til sidst bliver træet tættere og afstanden mellem grenene mindre. Når man først er kommet op i toppen, føler man sig næsten sikker. Giorgi har ingen sans for udsynet. Han flår koglerne af, og i og en dæmpet rytme rammer de grønne tingester skovbunden. Efter 5 minutter er træet færdighøstet.
Direkte efter nedstigningen går Giorgi i gang med et andet træ. Her kommer der kun 5-6 kogler. Men fra toppen har han set et andet træ med klart mere bytte. Det bliver en farlig klatretur, fordi granen kun har tommetykke grene. Ja, det er farligt! Det indrømmer han gerne, da han efter dagens sidste træ afsøger skovbunden og kommer med harpiksindsmurte hænder koglerne i en sæk. Men for 2 ugers hårdt arbejde får man gode penge. Han bruger dem til tøj, men også til hvedemel, olie, sukker og salt. Hvordan ville det være i år, når han om aftenen kommer hjem med én sæk kogler i stedet for med ti? ”I Georgien dør man ikke af sult, men det bliver en hård vinter.”
Giorgi gemmer dagens høst og tager os med hen til to tætstående træer. I jorden står et trækors med et portræt af en alvorlig midaldrende mand. ”Til Zora fra Zura Shurghaia” står der på korset. Portrættet viser Giorgis far, som styrtede i døden, da drengen var 9 år gammel. Sidste år under høsten, fortæller Giorgi, havde man givet ham sikkerhedsudstyr. Han brugte det to gange. Eftersom folk fra firmaet udøver pres, tager han seletøjet på en gang imellem, men bruger det alligevel ikke. ”Det er for udlændinge”, siger han ”og for folk, som elsker sig selv.”
Faktisk er Bols ikke længere det eneste firma, som insisterer på sikkerhedsudstyr. I nogle år har det været almindeligt med et system, som i det mindste redder plukkerne fra at styrte ned. I virkeligheden var det nødvendigt med faste reb, men anvendelsen ville være forbundet med tidstab, som ville gøre arbejdet urentabelt.
”Der sker uheld i denne branche – også i Tyskland”, siger Karl Moser, den vigtigste tysker i kogleforretningen i Kaukasus. Moser har god samvittighed, da forretningen bringer penge til landet. I øvrigt arbejder man på, at få de egne frø certificeret i henhold til EU-lovgivningen for at sikre ikke bare den rigtige herkomst, men også den korrekte og sikre høst. Heller ikke Moser vurderer, at høsten i år bliver ret god, men han regner dog med nogle hundrede kilo. Ganske vist havde han også købt licenser i Borjomi, et høstområde i Lille Kaukasus, 4 timers kørsel fra Ambrolauri.
I nationalparkkontoret i Borjomi kender man intet til en mulig koglehøst. Vi har hørt rygter om Sakire, en bjerglandsby, hvor tiden synes at stå stille. Det første menneske, vi møder, er en ortodoks munk. Han ryster på hovedet, da vi spørger om kogleplukkere. Nogle fyre siger, at der er folk oppe i træerne. Vi kæmper os op ad en opkørt skovvej. Dybt inde i bjergene, hvor vejen forvandles til en flod, efterlader vi firehjulstrækkeren og går videre til fods.
I det svindende dagslys møder vi en gruppe mænd. ”Girci?” råber jeg, ”kogler?”. Den ældste rejser sig, og der bliver kogt svampe i en vandkedel over ilden. Ved siden af en russisk militærjeep står et beskyttelsesrum af teltdug og grangrene, hvor gruppen tilsyneladende har tilbragt en nat.
Den gamle, som præsenterer sig som Uchá Gogoladze, trækker en sæk med pragtfulde grønne kogler frem. ”Der skal nok komme nogen og købe koglerne”, siger han. ”Danskere.” Mændene har også hørt om licenserne, som bliver solgt til deres område. Men indtil det kommer så vidt, klatrer de op i træerne som i gamle dage. De har samlet 200 kilogram kogler i dag, og i morgen vil de være oppe på et ton.
Jeg spørger ham, om han ikke er bange for den risiko, som den vilde høst indebærer, springer han op. Med hastige skridt går han hen til det nærmeste nåletræ og klatrer op i grenene og vinker med en hånd fra toppen.
Georgien:
Indbyggere: 4,5 millioner.
Hovedstad: Tiflis.
Bruttoindkomst pr. indb.: ca. 1900 euro.
Størrelse: 69 700 km2, svarende til Bayern.
Økonomisk situation:
I 2007 voksede Georgiens økonomi med 12,3%. P.g.a. krigen og russiske sanktioner var det i 2010 kun 6,4%. Georgien eksporterer alkohol, biler, guld og skrot.
Politisk situation:
Efter Sovjetunionens sammenbrud har Georgien været en uafhængig demokratisk republik. Men da man på den ene side ikke anerkender provinserne Sydossetien og Abchasiens uafhængighed, udbrød der en konflikt med Rusland, som i 2008 udviklede sig til en krig. Provinsernes status er stadigvæk uafklaret.
